Skruen skal af og lokummet skal tømmes


Skruen skal af og lokummet skal tømmes

Efter et par turer i Bauhaus efter det rigtige værktøj med de rigtige mål, kom skruen helt af og kan bo i kælderen, sammen med resten af #HAVKEBABBENs udstyr hen, over vinteren.

Nu vi alligevel var på havnen kunne vi lige så godt få kigget på den tilstoppede septiktank. Siden i sommers har septiktanken været tilstoppet, og vi har ikke kunne gøre meget ved det, før den er kommet på land. Der var ikke mange remedier at arbejde med, men et par pinde og en haveslange gjorde meget ved det, samt en stor portion tålmodighed. Vi prøvede os lidt frem ved at skubbe pinden op i hullet og efterfølgende spule vand derop, naturligvis på behøring afstand, for at løsne tingene. Vi kunne se, at der sad rigtig meget toiletpapir i vejen.

Vi blev ved med at skubbe og spule, skubbe og spule, skubbe og spule indtil der pludselig skete noget. Uden nogen form for advarsel kom der pludselig skub i tingene. Ud af båden stod der en lårfed stråle af diverse ildelugtende væsker og papir. Lettere paffe stod vi og prøvede at fatte det komiske syn. Vi måtte dog gøre noget for strålen havde så meget tryk på at den lige præcis ramte forbi spanden med et par centimeter. Vi fik hurtigt og lettere panisk flyttet spanden, som straks begyndte at blive faretruende fyldt. Til vores store lettelse stoppede strålen dog lige før spanden løb over.

Så stod vi der med en spand, bogstavelig talt, fuld af lort og hvad gør man så? Heldigvis har Egå Marina et anlæg til at tømme septitanke på båden. Desværre var slangen for stor til #HAVKEBABBEN, men ikke til vores 20 liters spand. Det var en hyggelig gåtur fra båden til anlægget, hvor vi fik ønsket diverse hundelufter god aften.

Vi var meget lettede og særdeles fascineret af det syn vi lige havde været vidne til. Det samme var #HAVKEBABBEN 😄

Det eneste vi mangler nu, er at hente stativet til dækket, så vi kan få lagt en presenning over hende og for alvor ønske hende et godt vinterhi. Næste weekend tager vi til Sjælland og henter stativet med hjem.

Se også